Jeg skal på koloni. En bekendts handicappede søn, skal til nogle undersøgelser på et hospital, der samtidigt fungerer som koloni for børn og unge, såvel syge som raske. Jeg har sagt ja til at tage med. Man er jo pædagog. Eller måske skal jeg alligevel afsted med nogle andre børn. 

Vi bliver først indlogeret i et rum, der bimler og bamler af en flok utilpassede teenagere. Min bekendtes søn tåler ikke larmen, og heldigvis er der sket en fejl, og vi får anvist et andet lokale, hvor der er betydeligt mere fredeligt. Jeg overbeviser mig selv om, at det godt kan blive hyggeligt, selvom rummet er meget hospitalsagtigt i indretningen, men mister modet igen, da jeg gennem døråbningen  ind til et andet rum, får øje på en flok kviumske hvidklædte kvinder med blodunderløbne skaldede isser, der hænger ud i sengene.

Jeg vender mig nu, og spørger efter min bekendtes søn, og en medarbejder peger på en seng, hvor en dreng i teenageralderen ligger med ansigtet dækket af et tyndt hvidt klæde. Nej, han er ikke død. Jeg kan se hans øjne, der er dybsorte af ubesvarede spørgsmål, og jeg smiler beroligende til ham. I det jeg tager hans hånd, får jeg at vide, at i modsætning til de forrige undersøgelse er der nu tilstødt infektioner. Infektioner? Infektion i hvad, spørger jeg, mens jeg hører min mobiltelefon brumme insisterende i det fjerne.

Drømmen skiller sig af med mig, spytter mig ud i en morgenstund med angst og uro for første gang i lang tid. En knytnæve af ubehag sidder i mellemgulvet, og på trods af det faste lukkede greb famler fingre sig også op imod mit hjerte. På vej ud til hopitalet sker det hele tre gange, at jeg sluger en tavs hulken, mens hjertet slår hårdt. Da jeg kommer gennem svingdøren, og går mod ambulatoriet, gisper jeg da lugten af hopital rammer. Jeg er en besvimelse nær, som man siger, når gulvet gynger uventet. Men udefra set er jeg stadig på benene, og skridter den lange gang af i hastigt og sammenbidt tempo.

Fra venteværelset er der fire, fem meter hen til den dør bagved hvilken, Bjørnen og jeg tit har ventet på besked om op og ned. Jeg vikler mig ud af persianeren, men inden jeg får sat mig, bliver det min tur. Konsultationen om mine psoriasisplagde poter forløber fint, og da jeg svinger mig ud af døren igen, mærker jeg uroen slippe taget.

På vejen hjem får jeg styr på begreberne, stiger af bussen for at spadsere det sidste stykke hjemover Langebro, og hen til apoteket, hvor jeg igen er en besvimelse nær, da hun opgiver prisen på de halvtreds tabletter, der skal intages i håb om bedring. Dertil skal tilføjes hudlotion og læbepomade, da pillerne virker ekstra udtørrende på læber og hud. Det skal åbenbart være galt, før det bliver godt.

Når jeg har skrabet mig sammen igen, vil jeg spise frokost, dvæle dybt over den bemærkelsesværdige og vidunderlige smag og duft fra en af de klementiner, jeg kan hive op af grøntsagskassen. Og senere vil jeg måske være endnu en besvimelse nær, når jeg åbner op for netbanken.