Det sker ind imellem at jeg glemmer, hvorfor jeg skriver her på bloggen. Jeg bliver kedelig, kritisk, krævende, og vil kende mine læsere. For jeg ved godt, at jeg har læsere. Og det er jeg svært tilfreds med, for selvom jeg som udgangspunkt skriver for egen lyst og erindring, har jeg valgt at dele disse udskejelser med andre, i stedet for at arkivere dem under “D” for dokumenter. Eller dagbog.

Men så er det, at jeg nogen gange går i fælden, og bliver vanskelig. Hvis jeg husker mig selv på udgangspunktet, er det nemt for mig at acceptere indlæggenes standard. De indeholder de informationer til mig selv, som jeg ønsker at gemme. Hvis jeg forglemmer mig, bliver jeg kravkritisk, og synes at indlæggene er for kedelige og uinteressante. Hvem gider læse det?

Efter et par dage vakler jeg mellem kravet til mig selv om at frembringe de gode gamle poetiske indlæg, og kravet om frihed til at skrive, lige som jeg har lyst til. Og efter yderligere et par dage er alt ved det gamle, og jeg vælger tilfreds at leve videre, som jeg plejer.

At have læsere er dejligt. Bestemt. Og ind imellem bliver jeg også grebet af lysten til at få en million af slagsen, men ret hurtigt bliver jeg overmandet af realiteten, at jeg ikke er skide skrap til altid at få svaret på kommentarer, og at jeg efter en lang dag på jobbet måske ikke lige har krudtet til at ryste de fede indlæg ud af ærmet. Og så vælger jeg igen tilfreds at leve videre, som jeg plejer.

Nu sidder jeg imidlertid, og har lyst til at udfordre mig selv til at lade være med at krybe tilbage under stenen, men lade det komme an på en prøve. Og nej, jeg sætter mig ikke ned, og broderer et par luffer i silkeuld og alpakka, hvis jeg får tre nye læsere, men nysgerrig er jeg, så jeg har fundet på noget lidt anderledes, og så håber jeg selvfølgelig, at nogen har lyst til at være med til at opfylde mit ønske om en enkelt dags fame og heftig aktivitet i kommentarfeltet.

Skriv noget, giv dig til kende, og lige før det næstsidste afsnit af Forbrydelsen II ruller over skærmen på søndag, trækker jeg en vinder. Og præmien? Jeg skriver et blogindlæg udfra den inspiration din kommentar afstedkommer. Senere sender jeg blogindlægget til dig personligt, som et håndskrevet brev. Og tro mig, jeg har en temmelig særegen håndskrift, så kedeligt bliver det ikke.

Og se, de har bygget et nyt hus i min udsigt!