Min morgenmakker er vild med kaffe, og står med lykkelig forventning, og fyrer op under kaffeapparatet.

Vi har forlængst spillet os ind på hinanden, og arbejdsfordelingen er klar. Jeg tager stolene og stuen, han ordner morgenbakken, hvor vi snyder for havregrøden, og serverer godt grovbrød i stedet for. På skift, og for egne regning. Med økologisk honning og god ost til. Også for egen regning.

Jeg drikker te, og har overgivet mig overfor børnenes ønske om også at drikke med af den gode Kusmi, så jeg har skiftet dåsen med den stærke sorte ud med en mere børenvenlig, og mild grøn blanding.

I dag skete der ikke rigtig noget før langt henne i morgenmadstimen. Ja, den var nærmest slut, da der endelig begyndte at komme småfolk ind af døren. Men så gik det også slag i slag.

Mange skridt senere, hvor beskeder fyger gennem ledninger og lokaler, og børn ankommer og vinkekysser fra vinduerne, ryster man på hovedet, og koncentrerer sig, men ungerne er så optaget af leg, spil og puslen ved alle borde og i alle kroge, at vi nænner ikke at forstyrre.

Det gør vi så senere, og pakker dem og os selv sammen, og går derover, hvor der er cykler og dukkevogne nok til alle. Solen er kommet frem, og endnu engang bliver der kastet lys over os, og alle de gyldne blade, der drysser ned i flertal, hver dag.

Og vi voksne vender ord, udveksler erfaringer, og kommer endnu tættere på hinanden, mens vi iagttager, at ungerne igen bliver så optaget af leg, spil og puslen, at vi ikke nænner at forstyrre.

Det gør vi så senere, for klokken har trukket længe, og frokosten kalder, og da først madkassen kommer på bordet, rammer sulten så præcist, at der ikke er overskud til at vente på vognen med tallerkener og glas. Der skal spises, og det skal være nu! Det gør de så, mens vi nænsomt lander tallerkenerne ind mellem bidderne.

Jeg er et meget tilfreds menneske, da jeg lukker lågen bag mig, og haster videre med resten af min torsdag.