Uha da, jeg har været i det lokale supermarked, hvor jeg optrådte på slap line med fjollede fingre og en bakke champignon.

Selvfølgelig er jeg da mester for at håndtere ti dåsecolaer, to høstbajere, otte ruller toiletpapir, et bundt forårsløg, en pose kattegrus, en pakke tyggegummi og en bakke champignon. Det mente jeg da selv lige indtil, jeg skulle fordele goderne i diverse net og en cykelkurv, samtidig med at jeg betalte ved kassen.

Efter en hel del fumleri, fik jeg slæbt mig ud i indgangspartiet, hvor der, ved den ildelugtende flaskeautomat, meget belejligt var opstillet en stol. Her kunne jeg pakke pakkenellikerne om på en mere hensigtsmæssig måde.

Efter en del omrokeringer røg låget af champignonerne, og så var der fest foran flaskeautomaten. Jeg sagde et enkelt ord, meget klart og tydeligt, men lige meget hjalp det, og der var champignoner over alt.

Måske var det, det grimme ord, der skræmte de venlige sjæle væk, for ikke en eneste champignon blev berørt af andre hænder end mine egne, men sådan er der åbenbart så meget, der er gået hen, og blevet af i dagens Danmark.

I det lille bjerg af groft hvedmel, salt, rosenpeber og paprika, har en stak mørbradbøffer rullet sig. Katten fik sit, jeg fik mit smidt på køl, indtil resten af dagens ret er klargjort.

Forventninger er mange ting, og mine er tårnhøje til morgensdagens fødselsdag. Jeg siger det bare.