Efter en hel eftermiddag, hvor man har fluffet rundt på silkebløde flødeskumsskyer, trænger man i den grad til at sove branderten ud. Og det var med stor lettelse og søvnforventning, at jeg lod mig falde tilbage i dyne, pude og dybt rekreerende fravær.

Det gik rigtig fint lige indtil klokken tre.

Flumpp, dof-dof-dof-dof!, Flumpp, dof-dof-dof! Flumpp, flumpp! Dof-dof-dof-dof-dof! Flumpp! En fremmed lyd banede sig vej til mine sovende ører, og tvang mig op i siddende stilling, mens jeg intenst lyttede ud i mørket.

Mens jeg famlende efter lyset, forestillede jeg mig de værst tænkelige scenarier, såsom halvdøde mus eller fugle, der skadede flumpp’er sig rundt i stuen, trækkende de blodrøde striber efter sig.

Og, ikke uden betydning, med en lystig kat i halen.

Lyset afslørede godt nok, at Rosita, the cat, havde været på nattesjov. Hun havde slæbt sin frøprins med hjem, og nu ville han sgu ikke kysse alligevel. Stødt på de hvide manchetter, stod hun nu, og overvejede sit næste træk, efter forgæves at have, dof-dof-dof’et sig efter ham, higende efter medrivende kys og kærtegn.

Og her var det så, at jeg kom ind i dramaet med den lille frøtransportkasse. Igen. Og fjernede ham, førend han havnede som noget ulækkert adderværk på det lyse trægulv. Og smed ham på porten.

Kys mig!, skreg han. Men, nej tak du, jeg foretrækker at søge min prins i et andet kongerige.