Klokken halvtolv traver jeg rastløst rundt om bordet, hvor fem småbørn er bænket med hver sin madkasse. Sultne og småpludrende åbner de alle de små pakker, frydes, appetitstimuleres og sammeligner på kryds og tværs.

Og jeg er en løve, der trasker rundt med vandkanden, og fylder de små glas op. Servicerer, hjælper på må og få. Jeg har glemt alle gode fortsætter om morgenmad og al det der sunde, og svæver i mangel af mad lidt underligt oppe i luften i en tilstand af både og.

Så ringer telefonen, og da jeg er uden for turnus, må jeg tælle sekunderne, før samtalen stilles om til mig. Hvis det da ellers er til mig! Ringer den snart? Ringer den snart? Ringer den…Yes! Og jeg tåspidser henover gulvet, så hurtigt øglefødderne formår.

Åndeløst, Ja, det er mig! Og samtalen hægtes på mit rør. En afklaret stemme tilhørende Bjørnen, afleverer temmelig tilbagelænet de gode nyheder, og med ét bliver jeg sulten.