Der er ingen vej udenom. Jeg må i køkkenet. Jeg troede til en start, at vi sagtens kunne være brødløse, bare én enkelt dag. Men nej. Tankerne går på langfart, og man sidder i sofaen, og bøver ud over drømme om varmere himmelstrøg.

Gæren bliver rørt blødt sammen med timiansirup, og tre spiskefulde græsk yoghurt. Lanvendelteen fra igår aftes har den rette temperatur, og gør det ud for væske, og hele baduljen røres sammen med durummel til det samler sig, og derefter fortsætter jeg med hvedemel.

Ganske som jeg ynder det for tiden.

På med hævehætten, og så går jeg i gang med at støde meget groft havssalt, sammen med et venligt nip lavendelblomster.

Når brødet er færdig efter første hævning, banker jeg dejen ned, og vender den over i en bradepande, der er foret med bagepapir. Jeg hælder olivenolie over, som jeg gnider blidt henover dejen, inden jeg sætter fingrene i, og prikker huller. Tilsidst drysser jeg med lanvendelblomstsaltet, rundhåndet og alligevel behersket.

Bjørnen daffer om hjørnet, og råber på brød, men han må vente, til ovnen er varmet op, og brødet bagt. Så kan han skolde munden på det friskbagte ligeså tosset, han vil. Aj ok, jeg holder bjørnepoterne væk, indtil et fugtigt viskestykke er blev tørt på skorpen.

Og lige noget om intention. Jeg er ikke den store chef i et køkken. Jeg tenderer heller ikke kogekone i Camilla Plum klasse. Jeg er bare sådan én, der roder i et køkken, mens jeg tænker tanker. Jeg er ret tilbagelænet efterhånden, for går det galt, er der nok et-eller-andet, andet i skabet, som kan redde dagen.

Og hvad vil jeg med alt det her? Jamen, jeg kom bare til at tænke på, at nogen måske tænker, at jeg er lidt småbims med alle mine underlige påfund, men fred være med det. Men kan jeg inspirere noget til at lette sig fra sofaen, og gå i eget køkken, og fremstille et eller andet på egen hånd og præmis, så er jeg yderst tilfreds.