Klokken er blevet mere tolv end elleve. Jeg vælger for og imod. Vælger imod, og tager metroen ind til Nørreport, hvor en, efter hensigten, lille udflugt tager sin begyndelse.

Men jeg fortaber mig, gør jeg. I skønne ting fra Afrika, og i mysterier fra Østen. Og der blev skrevet på eventuelt bag øret.

Bagefter er jeg fortabt i papir og karton.

Jeg forvilder mig ind i gågaderne, som i dagens sollys er spækket med agitatorere, gademusikanter og andre gøglere. Skønne som frie fugle i al deres opslugthed og engagement.

Inden jeg får tænkt mig om, er jeg kommet forsent, men lytter lidt på afstand, og fortsætter ned i kogebøgerne, hvor jeg vælger og vrager blandt stabler og stakke. Jeg ender med at vrage, og begiver mig atter ud i forårsvrimlen.

Men hvad er nu det? Fødderne går frit, og fører an. Den lille gode biks er minsandten lige om hjørnet, og jeg bliver fuldstændig ufrivillig, og træder viljeløst over tærsklen. Og det ved vi jo allesammen godt, hvordan ender, ing’?

Nej, nu må jeg hjem og optændt af uld, beslutter jeg at opveje imod, og går resten af vejen.

Sneglende, ind og ud mellem mennesker, og spejdene til højre og venstre, for ikke at misse et eneste tilbud, snor jeg mig behændigt. Knipsende som en anden turist. Griner og glæder mig over de grønne knopper, der afslører sig, hvis man bare lægger nakken tilbage.

Og så er broen der, lige for fødderne, og solen skinner for vildt i vandet, som er ude af stand til at genspejle noget som helst.

En kartoffelmos trænger sig på, og jeg får også en ide til en dessert, og nupper lige et lokalt supermarked i den sidste gade, inden min egen.

Posen bliver tungere, end det er meningen, men Bjørnen kommer på trapperne, og tager slæbet det sidste stykke.

Se, jeg kan godt. Komme ud i solen.