Når man går ud, går man ofte også hjem. Jeg gjorde. I tæt trafik. På et voldanlæg. Hunde og børn. Løbere og gængere. Kælke, cykler og vogne med børn. Jeg snurrede rundt om mig selv med klart kamera, og lod som ingenting.
Gennem myldretidens lydspor øjnede jeg liv i busken. Pip, mig her og pip, mig der. Og så spænede de, hoppende rundt på grene og kviste.
Enkelte brunlige fjerbolde med mutte næb, sad stille som mus, og undgik behændigt enhver kontakt med nysgerrige øjne. Blev man for nærstirrende, højtråbende eller på anden måde irriterende, vendte de fornærmet om, og fløj deres veje.
Gad vide, hvor mange mutnæbbede brunlige fjerbolde, jeg gennem tiderne har passeret uden at vide det?
Èn kommentar indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.