I går, tror jeg nok, det var, kom jeg på afveje med fjernbetjeningen, og så et lille zap fra “Det lille hus på prærien”, hvor Laura græd sine modige tårer, dem af glycerin for den ene blev hængende på kinden ufattelig længe.

Mine tårer løber i stride strømme, ingen glycerintricks her, kun den ægte vare. For jeg er malet ind i et hjørne, og når jeg er det, kan jeg enten sove mig ud af balladen, eller græde mig til en forløsning af en art.

I dag har jeg så valgt at græde, og det begyndte nærmest allerede ude på trappen, da jeg opdagede kassen med grøntsagerne, og så mine damer og herrer, er jeg virkelig trængt.

Nogle af trængslerne er sådan noget, nåja, og lad os så komme videre, men udover det er Bjørnen raget uklar med en virus, der tapper ham for energi og næring. Han taber sig alt for meget, og alt for hurtigt, og ligner nu mest af alt en afpillet maraboustork, og for det ikke skal være løgn, har han lige hostet sig til et blodsprængt øje.

Jeg har haft en sen dag i dag, men der var et venligt grålilla skær over himlen, da jeg kørte hjem over Volden med en pakke frossen hønsekødssuppe i tasken. Hjem, for at finde en kasse grøntsager, der i den grad satte tril i tårekanalerne.

Vil jeg have et kram, eller stryges over håret? Jamen, det kunne da være nok så dejligt, men lige nu og her, vil jeg vist bare af med det.