Så stod vi så der. Med blikket vendt opad. Rigtig meget opad. Svimlende opad. Jeg lider af højdeskræk, i så svær grad, at selv en tur op af vindeltrappen i Botanisk Haves væksthus, gør mig svag i koderne. Jeg kan vel i princippet overtales, men i går slap jeg med skrækken, for der skal virkelig hives en rigtig god historie fra de varme lande op af sækken, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slippe op til Torsotoppen.

En hel del fobihistorier senere blev vi suget ind i på Bar Italia, hvor de havde et udvalg så fristende, at jeg bliver nødt til at vende tilbage dertil en anden gang. Vi valgte is med viol, som blev ledsaget af kaffe og varm chokolade.

En lækker lille kage blev der også plads til, og den har sat så dybe spor, at jeg må forsøge mig med en eftergørelse, når lejlighed byder sig. Jeg mener, at den blev solgt under betegnelsen ‘Bacìo di Donna, men googlingen har indtil videre været forgæves, men jeg skal nok få knækket nødden. Om ikke andet smager jeg mig frem.

Udenfor på havnepromenaden blev adskillige hundetyper luftet. Der var store og små, grimme og pæne. Et sandt paradis af samtalestof for to kattemennesker. Mennesketyperne gik nu heller ikke fri, så vi var vidt omkring dér på den italienske cafe med den goda glass.