Når jeg ser på dette billede, bliver jeg glad. Rigtig glad. Det er ikke bare et billede, der giver minder fra en dejlig udflugt i godt selskab.

Nej, det stikker dybere og det gør noget ved mig. Det giver mig overskud, samt en klar fornemmelse af, at jeg er på rette vej. Jeg genfinder mig selv i farverne. Bliver mere hel.

Når en ting går ind, og bevæger mig på den måde, ved jeg først ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med det. Jeg får en ubændig trang til at fastholde følelsen, og i dette tilfælde har jeg fundet hele to løsninger, der er enkle, indlysende og ukomplicerede.

Jeg vil omsætte farverne i det hæklede halstørklæde, som Anne også har fundet inspiration til i et ugeblad fra denne uge, og jeg vil få lavet et print af billedet, derefter finde den rigtige ramme og det rigtig ophængssted, så jeg dagligt kan nyde synet og genopleve fornemmelsen.

Nu står det mig jo frit for at drømme, og hvis min virkelighed var en anden, kunne jeg snildt finde mig til rette under himlen og de blå buer, og leve med blikket dagligt, flere gange endda, vendt mod Øresunds bølger. Selvfølgelig kunne jeg da det. Nemt.