STOP! Har man lyst til at råbe, for strukturændringerne kører næsten for lystigt derud af. Vi bliver frustrerede, forvirrede, usikre og utrygge i vores holdninger, stillinger og i det hele taget.
Krybben holdes også tom, så vi bider i kager, wienerbrød og andet, der er sødt, blidt og helt vidunderligt lige i det selv samme øjeblik, man smækker tænderne i. Samtidig står den mørke tid for døren med snotnæser, indeklima og knap så meget ud af huset.
Lyset holdt da ellers fest i morges. Himlen spillede med allehånde nuancer fra blid rosa til stærk orange med striber af blød babyblå over i dyb turkis. Og det blev bare ved og ved, som om lyset gav den gas, inden lampen snart slukkes, og vi vader ind i november med vinterstøvlerne på.
Og nu regner det, mens stearinlysene blafrer stille i stagerne, og spreder ro i ringe udover stuerne. Kaffen har vi drukket, og sofaen står klar. Det kan kun gå godt. Det hele.
Samt, en rigtig god aften. Til jer♥
3 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.