Måne, i aften er du min, og vi kunne tage folk ved næsen, og bilde dem ind, at vi befandt os i en skov langt oppe i Sverige. Deltidssvensker, som jeg er, ville ikke en kat gø, eller løfte bryn.

Solen har kastet et fantastisk lys over min verden, for den har også været min, som du er det nu, Måneven. Ja, verden har ligefrem været nådig, og fuld af efterårssol, som strålede ned over alle de hinkende børn på Rådhuspladsen.

Bagefter blev jeg grebet af selveste rådhuset, der lukkede så mange billeder ind, at jeg nærmest svimlede af lettelse og glæde over, at noget så nærtliggende kan være så begivenhedsrigt. Det vrimlede med løver, griffer, frøer, fisk, fugle, firben, og en enkelt venlig rådhusbetjent, der gavmildt afslørede stedets dybeste overraskelser for os.

En bjørn bader i haven, og slubrer vand fra springende stråler, der leder blikket op mod sirlige prinsessekroner, og en enkeltstående vejrhane. Jo, bestemt København er på sine steder både forunderlig og finurlig, hvis man gider løfter blikket, og se videre end det, der ligger lige for.

Duerne vender det hvide ud, så det glimter i svingfjerene, mens de synkronflyver højt over tagene, og vi trasker hånd i hånd mod linie 2A.