I dag oplevede jeg årets første erantis. Den sad ensom i en blomsterkasse med bøjet hoved, men alligevel med så meget power-glimt i øjet, at der kun er tale om ganske kort tid, før den kaster sig ud i det. Foråret, her i januar.

Jeg har kastet mig ud i en flok gyldne rødder, der skal koges møre sammen med revet ingefær og en lille håndfuld abrikoser, der druknes i kokosmælk. Når rødderne er kogt møre, og er fjernet fra ilden, smider jeg lige en sjat soya i, som salterstatning.

Da jeg åbnede dåsen med kokosmælk, gik der ikke meget mere end tre sekunder før nattegudinden, Nyx den sorte, stod der som en mis, brægende og snoende. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad dåsen, der bliver åbnet, indeholder, hun står der bare. Nogle gange, når jeg ikke gider have hende rendende, synger, fløjter eller larmer jeg meget højt, for at overdøve “pfuumph”-lyden. Det lykkes til tider at narre hende. Sjældent, men dog alligevel.