Mit indre porcelæn sidder i knoglerne, og glaseringen er desværre ikke af bedste kvalitet. Den krakelerer og falder af i flager, der omdanner sig til mus, der skyndsomt indretter sig med egen rede i mine knæ eller ankler. Den brunøjede, der altså i virkeligheden var blåøjet, har flere gange ageret rotterfænger med godt resultat.

Dertil kommer at mine fingre, især i vintre med frost, bliver utålelige, skællede og blødende. Desuden smerter, i særdeleshed, tommelfingrenes indre porcelæn.

Min sjæl drømmer om høj klingende frost, skarp sol og sne i dybe driver. Min krop derimod ynder gråt, stille vejr med grader i plus. Der hersker med andre ord dyb uoverensstemmelse her, men jeg lever med det, så godt jeg kan.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg må konstatere at en knogleforandring, som den brun/blåøjede ikke kan gøre noget ved, har udviklet sig, siden sidste vinter, på den måde, at jeg må droppe et par støvler, som jeg var så heldig at falde over ved et tilfælde tidligere på året. De har oversomret i mit skab, og jeg har glædet mig til dagen, hvor de skulle ud og mærke asfalten for første gang. Dengang jeg købte dem passede de perfekt, nu, glem det.

Skal jeg nogensinde genfødes, vil trækfugl da være i orden, men må jeg selv bestemme, vil jeg hellere tilbage til norditaliensk renæissance, med porcelænshud og knogler af galvaniseret stål.