Lillejuleaften var vi i julebif og så filmatiseringen af første del af en populær trilogi, som i stil med Harry Potter rammer både børn og voksne. Mange var vi ikke forsamlet til syvforestillingen, men det gav bare god plads til overtøj og pakkenelliker.

I dag var vi afsted igen til en forestilling klokken to, og jeg følte mig hensat til fireforestillingens kronede dage. Der var filemukkeme mange børn i den biografsal. Og de var både sultne og tørstige. Meget. For de slæbte cola og pocorn med ind i store beholdere på størrelse med mindre spande. Mange havde åbenbart også svært ved at finde deres pladser, og satte sig tilfældige steder, hvilket bevirkede, at når der kom nye til, var der rokeringer rundt i hele salen, før de endelig havnede i det sæde, der matchede billetten.

Efter de tradionelle reklamer, formaninger om slukning af mobiler og trailere kunne hovedsagen begynde, og der faldt ro over gemytterne. Den holdt sådan set pænt længe, men efterhånden som historiens spænding og intensitet steg, opstod en sand folkevandring frem og tilbage mellem rækkerne. Forklaringen kan måske være, at det ikke ligefrem var ‘Far til fire i sneen’, der kørte over lærredet, men derimod denne uhyggelige fremtidsvison af en spændingsfilm. Der var mere end én, der ind imellem rykkede flere rækker tilbage i sædet, når de moderne Hollywood-effekter satte turbo på.

Efter endt film og på vej ud, var der udsigt til den eventuelle næste filmoplevelse. Sandsynligvis tager vi den på et mere voksent tidspunkt.