Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #34

søndag 12. juni 2011klokken 10:25 · 2 kommentarer · Haveliv, Nuet

Vejrmæssigt var det efter sigende den bedste pinsedag vi fik i går. Den blev brugt flittigt. Jeg nåede både indkøb, have og afslapning. Afslapning er vigtigt. Meget.

Indkøbene var beskedne i betragtning af, at vi atter står over for to sammenhængende lukkedage, så uha, lad os endelig rydde hylderne!

Bagefter sad jeg til pynt i haven med Kong Hans på bordet, Kadaverdoktoren i ørerne og et hækletøj i hænderne. Og en dåsecola. Iskold, frisk fra køledisken. Hækletøjet skal ende som et bælte til en kjole, som pludselig tager sig langt bedre ud med markeret talje, noget, for mig, helt nyt. Farverne er mørkere i nuancerne end kjolens, men de kommer virkeligt til at tage sig ud i hinandens selskab. Når jeg ikke gider hækle i lang bane, kan jeg gribe ud efter afveksling og hækle firkantet. Frokosten består af knækbrød, cremet brie og bananer.

Det er dybtfølt meningen, at jeg bag dagens låge kun vil sidde til pynt, men nærmest per automatik rejser jeg mig, og begynder at rode med indianerteltet, som jeg slår ned. Alle planterne er nemlig dukket op, og har fundet fast rodfæste. Græskar og squash udviser en styrke, der giver anelser om, hvad jeg kan forvente mig, og det er spændende, indeed!

Bagefter slipper jeg ærterne fri. Fjerner dueburet, og lader nettet lukke sig om en portion bærbuske i stedet. Sådan, frie bede igen, hvilket er godt for øjnene.

Inden jeg går hjem, vander jeg med flere kander, og fodrer sneglene. Om aftenen sidder jeg, og vender mange sider i en smuk bog, som sammen med alle Himmel, se Haven!-indlæggene skal fremkalde de gode minder om jord under neglene, når den mørke vinter igen griber om sig.

For det gør den jo. Engang. Om lang tid. Forhåbentlig.

Did you like this? Share it:

2 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy