Med risiko for at trække noget kedeligt med ind i haven hiver jeg alligevel telefonen op af tasken, som jeg har stillet fra mig på bordet. Og ringer op. Med øret i maskinen traver jeg op og ned af havegangene, og tegner, og fortæller. Min fod ømmer sig lidt efter nålene, men holder mig oppe. Også humøret holder sig, og samtalen forløber godt. Der er håb forude, lys for enden af tunnelen.

Øjnene slipper de indadvendte billeder, og vender sig mod nye opdagelser i bedene. Og holdt nede af en spand med knoppede stiklinger skimter jeg en undertrykt rabarber, som jeg befrier fra sin byrde, og lader den strække sig mod solen. På samme måde vokser jeg selv med lyset, og bliver 5-6 centimeter højere, stående på en grå haveflise.

Løgbedet har foldet sig endnu mere ud, og jeg formoder, at det er purløg, der trænger sig frem fra venstre, mens jeg er mere i tvivl om den højre side. Jeg læner mig op af, at viden kommer med tiden, og jeg drejer om på hælen, og fodrer komposten. Et par fuglenæb har tabt æbleskrog på jorden, andre ligger gennemborede på selve bunken. Det glæder mig at vide, at vi er flere der finder fornøjelse i den sammensatte bunke af guf til jorden.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at solen var på vej ned, det er den nemlig ikke, men jeg er træt, og har egentlig gjort, hvad jeg kom for at gøre, så jeg lukker lågen efter mig, og triller hjemad i en næsten ubrudt linie. For jeg må standse undervejs, da næsen rammes af den umiskendelige lugt af ramsløg. Og næsen har helt ret, for dér lige midt inde mellem træerne, står de slanke, lysegrønne blade, og lokker mig på afveje, og en lille håndfuld jeg får plukket, vil senere gøre det ud for det grønne drys på den hjemmegjorte pizza. Den med tynde kartoffelskiver, parmaskinke og artiskokhjerter.

Lang dag, lang tid, men ingen lang næse. Heldigvis.