Himmel, se Havet!

Frostgrønne forårsfornemmelser

søndag 13. februar 2011klokken 15:47 · 1 kommentar · årstider, Indkøb, Nuet, Vejret, Weekendsysler

Månen hænger, måske ikke højt, heller ikke lavt, men den hænger dér, kun halvt tilstede, og lyser blegt nedover den nyslåede lørdag eftermiddag. Frosten bider igen, men det er klart og solrigt, og tilgiv mig, det er betydelig sjovere end halvvådt gråvejr.

Jeg tager den med ro, skal ikke nå andet end at fornøje mig med sollyset, og hvad der nu må falde forbi. Og for fødderne falder det friske forårsgrønne maleri på et plankeværk i nærheden. Her rystes dåserne, mens mundvigene bevæger sig i opadgående buer, så det tandhvide glimtvist kruser overfladen.

Forårstemningen brager igennem på trods af frost og kolde fingre. Jeg køber små dyr, der skal ende deres dage som oversavede eksemplarer på gyldne plader. Jeg køber farverstråler af orange på pandekagefad og urtepotte, som pakkes ind i knitrende silkepapir, der matcher det købte. Samt en smaragdgrøn lotusstage. Og en gul krokus.

Cykelkurven lyser, mens jeg triller hjemad stadig uvidende om, at jeg vil brænde de forårsgrønne indtryk af på noget så jordnært som rengøring af badeværelset.

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy