Det er ikke just begejstring, der topper dagen, som begynder i sort, bevæger sig videre over i diverse grålige toner, for at gå i sort igen, inden jeg får set mig om. Nej, det er ikke begejstringen, der topper dagen. Ikke fordi, jeg har da både råbt og grinet, fjollet og fjantet. Arbejdet og gjort mig fri.

Jeg hader altså de der grå dage, som diser støvregnende afsted i langsommeligt tempo uden så meget som et enkelt strejf af lys og tilfredsstillelse. Hader dem. Bare.

Da jeg kommer hjem, er der malet bønner. De ligger stadig i kværnen, hvis jeg nu kunne trænge, når jeg kom hjem. Kunne jeg trænge? Åh ja, jeg kunne! Stiller kurven med varer, og griber elkedlen, og poster vand. Tænder, og åbner køleskabsdøren. Lægger varerne på plads. Og planlægger et forløb for noget aftensmad.

Krebinetter, reste-ovnbagte kartofler og rødbeder i bjerge. Stakkevis. I hobetal.

Jeg triller langsomt videre mod aftenen. Hvordan har jeg det? Der spørges, for i går var noget rigtig skidt med mange smerter. Jo tak, det går så rigtig meget bedre. Kroppen er med mig igen. Solens gule ske blinker til mig fra spækbrættet. En tilføjelse spadserer på stemmebåndet, og gør lyden hæs. Jo, tak, det går så meget bedre…men jeg er ked af det i hjertet. Siger jeg. Stille, og næsten for mig selv.

Kaffen er efterhånden klar, og jeg griber koppen og kiksene, vender mig, og efterlader hjertesplinterne i skraldespanden. Og, solens gule ske blinker. Igen.