Lad os få det overstået.

I går tabte jeg tråden. Mistede fodfæste, og brød tudbrølende sammen, da jeg endelig satte foden indenfor i egne gemakker. Græd hjertet ud, mens minderne om en flok sabelkatte snerrede, og bed mig i den nakke, som igen spænder sig alt for meget an. Jeg fortvivlede ud over alle bredder, simpelhen. Græd til bekymring for resten af familien, og selv nattegudinden forsøgte sig, og det på trods af, at jeg vrælede efter at få en lille dum hund, der logrende glad med ubetinget kærlighed, ville komme mig i møde, når jeg kom hjem. Som om, tænkte nattegudinden, men holdt det for sig selv, for hun var godt klar over, at den fodrende hånd var temmelig meget ude af balance.

Klokken 20.04 gik jeg død i sofaen og svælgede i den søvn, der sletter alle spor. Klokken 22.06 gik jeg rigtig i seng, og sank igen udmattet omkuld i armene på Ole Lukøje og Morpheus. Sov, og døde. En lille smule.

September, tænkte jeg og lagde nakken tilbage, og stirrede op i alt det blå. September siger du, tænkte jeg, og rettede mig op til oktober. Mens de kaster sig ind i favnen, og erklærer deres kærlighed. Herregud, de er dårlig nok tre. Og dagen var slut.

Hjemme igen kaster jeg mig nærmest ned, og kysser gulvplankerne i taknemmelighed over hjemlighed og weekend. Der er sushi i kurven, Matadormix og dameblade. Kompensation så det brager, men man gør ting, når man kan. Ikke før!

God fredag.