Først et opkald, jeg ikke når, så en sms der tikker ind, mens jeg er optaget af at rose Sneleopardas fortræffeligheder overfor to glade ekspedienter. ‘Har du spist frokost?’ Og da jeg ringer op, mødes jeg med et nyt spørgsmål, ‘Er du sulten?’ Ja, gu’ fa’en er jeg sulten, for kaffe og knækbrød fylder ikke længere meget i systemet.

En lille times tid, og en stak nålestik senere, sidder jeg på toppen af verden i fuld septembersol, og jakken henslængt over stoleryggen. Bredt smilende og forventningsfuld. I godt selskab.

Udsigten er vidunderlig, og forunderligt er det at sidde dér med hele København udstrakt for fødderne i sol og varmegrader, der fuldstændig slører, at oktober banker på om en lille uges tid. Og, om tre måneder er det Lillejuleaften,men det glemmer vi lykkeligt.

Og frådser i det bedste fra kortet.

Forstil dig en dag, der bliver fuldstændig og uforberedt anderledes, end man overhovedet havde forestillet sig. Glæden tager på flugtflyv henover hoteller, huse og banegårdsgrave. Svinger sig højt, højt op i den tynde luft, der champagnebobler humøret, selvom man i virkeligheden kun er på ingefær og lemongrass.

Bang! Om et kvarter har jeg en aftale! Og bang! Efter fem minutter letter fuglene igen, for verdens bedste garnpusher, har ingen problemer med at ændre kursen, og kort efter er vi tre ved bordet, der nu bugner i lækre garner.

Så sidder vi der, og snakker, hygger, og har det herligt. Mens septembersolen ifører luften køligere temperaturer, og belaver sig på at tørne ind.

Da jeg lidt senere igen svinger mig op på TrilleNyx, løfter jeg blikket, og ser at taknemmelighedens hættemåge flyver med os.

Tak, Andrea. Tak, Slavi. Skyhighfive♥