Til tider er det helt i orden at være en lille undseelig fugl i hjørnet af et gråt billede.

Således var verden i går, træt, regntung og grå, grå, grå. Brikkerne var faldefærdige allerede en smule efter otte, men alligevel lykkedes det mig at fastholde retten til at få noget ud af aftenen. Lidt fjernsyn, lidt strik, lidt roden rundt.

Og ja da, der er andet i mit liv, men for tiden er jeg optaget af en ensformighed, der giver fred, når man nu er dum i nakken. I hænderne. Og alt det andet slidte knogleværk.

Septembersol og blæsevejr. Smæld i banneret, der hænger, og protesterer. Smæld i de hjemmegjort faner, der løfter en begivenhed op fra de smattede, grønne plæner. En olympiade blev skudt i gang, og alle endte med at være glade, og for resten af pengene syltes der. Blommer.

En vigtig samtale, og så cykler jeg hjemover Volden, og tager lige en kurvfuld sylteglas med fra en omvej omkring et lokalt supermarked. Perlepost i kassen, og derefter kaffe i egen hønekop.

Bjørnen er i køkkenet. Nu skal han traktere. Burgere. De bedste. Fred hviler over land og by, og sig langsomt månen hæver. Lykkeligt lysende. På mig og mine.

Jo, til tider er det helt i orden at være en lille undseelig fugl i hjørnet af et gråt billede.