Jamen sådan var det til en start. Min dyrt erhvervede figenplante kostede mig flere dages ‘snuseri’, og derefter smed den i ren provokation alle bladene. Seks nøgne grene strittede ud i sommervarmen, som en meget iøjenfaldende kontrast til alt det grønne, der struttede og eksploderede om ørerne på mig. Meget frustrende.

I en periode var jeg tavs omkring det, men en pøs vand røg i potten, når jeg nu alligevel kom forbi. Intet skete. Lang tids tavshed forandredes til skumle tanker om skilsmisse. Jeg begyndte, at ignorere den, så udenom den, når jeg skuede ud af vinduet. Der var beviser for dens eksistens her på bloggen, men jeg havde også kommenteret hos Regitze, så det ville være for farligt at dumpe den i containeren.

På et tidspunkt her i dag sidder vi bænket ved pladen og nyder frokost. Mit blik vandrer som sædvanligt ud af vinduet, over Metro, Lærdommens hellige haller, Fælled, Ørestad, Vandtårn, Bro og Lufthavn.

Men noget har sneget sig ind på nethinden. Figenplanten er ved at sprænges i sin iver for at fange mit blik. Og belønnes. Jeg ser én, nej hele seks knopper, en på hver af de før så nøgne grene.

“Nej se, figenen har fået knopper!”, udbryder jeg uskyldigt og dagligdagsagtigt, samtidig med at jeg i hemmelighed hastigt lægger flere ugers nid og nag bag mig. Alle glor begejstrede og da sporene efter måltidet er båret væk, makrofotograferes de små nye til bloggen.

Figenplanten og jeg har genfundet hinanden, men jeg må tilstå, at jeg nu har en lille indre rædsel for, at den måske vil finde på at lugte af tis igen!