Pludselig blev jeg grebet af dyb irritation. Jeg blev gnaven. Ikke alene fordi, jeg var sulten, men fordi eksemplerne hobede sig op.

Skraldspand med top, opvask, kattegrus på badeværelsesgulvet, uskiftet kattevand i skål, kattetotter overalt, punkteret cykel urørt på 2. måned, af sammen årsag er Sommerbukken lånt igen, igen, igen uden aftale og værelset, fred være med det, det er nemlig hans eget, som han dermed selv må rode med, men resten!

Spids stemme i mobilsamtale og igen senere, da han indfinder sig på adressen. Bla, bla, bla, jeg synes, bla, bla, for meget, bla, bla fællesskab, osv. Kattegrus- og totter frosvinder i støvsugeren, affald bli’r båret ned, Sommerbukken kommer i stalden og jeg bli’r strøget med hårene.

Nu kan jeg endelig komme i gang med mine plastikposer. Åh nej, var det i virkeligheden en overspringshandling, alt det der brokkeri? Eller mener jeg, at der skal to til tango, også når det gælder om, at holde hjulene kørende i et familiefællesskab? Tjah?