Da jeg kommer hjem, er jeg nødt til at sidde lidt. Bare sidde i halvmørket, og komme tilbage fra min udflugt.

Jeg er næsten i chok. Langtfra i koma, men alligevel lettere konfus. Jeg befinder mig i en sukkerrus så stærk, at jeg skal helt tilbage til min farmors overdådige kaffeslabbaradser for at grave et erindringsbillede frem, der minder, bare lidt, om det, jeg gennemlever i dag.

I toget hjem har jeg døset, mens jeg genkaldte mig billederne fra eftermiddagens udskejelse. Jeg træder tungt ned på asfalten, helt i modsætning til det alfeyndige lette hop, der var min egentlige intention, da jeg stiger af toget i Ry.

Nej, der er ikke meget alf tilbage her, jeg er bare en halvtræt kagespiser, der snart bliver smidt af rusen, og må se abstinenserne i øjnene.

For filan, Anarkisten er et geni. Det er godt stof, hun frembringer, og hun burde blive berømmet for sin kagekunst langt udover de midtjyske rammer.

Til dagens medfrådsere, vil jeg bare sige tak for rigtig godt selskab, samt for venlig assistance med at finde både ud og hjem.