Fra tidlig morgenstund er jeg med. Vandrer i periferien, og venter på afslutningen. Langsomt folder erkendelsen sine lysende øjeblikke ud, og jeg ved med usvigelig sikkerhed, at det er hér, det sner. Lige præcis her og nu under en blankpoleret sommerhimmel.

Ikke på fredag, hvor alle følelserne er på køretur, og kan fodres af med mad og bajere.

En hvid hue, og en mørkerød rose venter i mine hænder. Utålmodigheden smider tasken over skuldren, og jeg trækker mig sammen med de andre ventende. Der står jeg op mod noget skyggefuldt grønt, og ligner en, der har prøvet det før, mens jeg venter.

Og venter lidt mere.

Endelig går svingdøren op, og Bjørnen svinger ud. Jeg læser ham, men har glemt brillen, og føler mig frem.

Med en stemme som knækbrød får jeg sagt, det jeg har tænkt mig frem til. Jeg sætter huen på hans hoved, og hvisker, “Når jeg slipper huen, slipper jeg dig”. Han forstår, kan jeg se, og han griner, og afslører en karakter, hvor ingen er højere.

Det er ubetinget en stor dag. Den største siden jeg stod med Lillebjørnen i armene, pegede ud af vinduet, og sagde, “Se, det har valgt at være gråt i dag”.

Og i dag har det så valgt at være solskin.