Det har været en meget, meget speciel dag i dag. Jeg tog hjemmefra i morges, kortåndet, og med hjertebanken og hovedpine. Uvis på, hvordan jeg ville få slået hul på ugen.

Måske ville stressen få overtaget, og tårerne trille? Eller måske skulle jeg forsøge mig med en ny, og anderledes strategi?

Jeg valgte det nye, det ukendte, det farlige. Jeg lukkede op for posen, og blotlagde hele mit usikre, stressede jeg. Skubbede kontrolbamsen til side, og smed tøjlerne. Bad om hjælp og støtte. Og fik det. Og jeg tror også, at jeg får det i morgen, og i overmorgen, sågar også i næste uge.

Det føltes rigtig, rigtig godt, men føles også forfærdelig farligt. Udefra, er det måske svært at se det store i dagens handlinger, men set fra min side er det enormt. Og befriende.

Og sabelkattene i kosteskabet sov så dybt, at de overhovedet ikke registrerede, hvad fanden der lige skete bag ryggen på dem. Og fred være med det, for jeg er nemlig på vej. Virkelig på vej.

Og på min hjem vej opdagede jeg, at den legendariske isemkræmmerbutik her på Bryggen, havde døren åben for sidste gang i dag. Med vemod over en epoke er definitivt forbi, købte jeg seks dybe af et smukt stel for en slik.