Nu igen! Ja, mig frisk ud af fjerene. Den nye pude, måske? En lille hurtigt morgenmåltid, en banan og et glas mælk, og så var jeg fløjet. En lovende lågeløsning havde lokket mig på glatis igen.

Første stop, apoteket på Christianshavn, hvor jeg skyllede den første antihistamin i mig, inden jeg aquaplannede med tøflerne ned af trappen til metroen.

Og i dag var besøget hos den svenske møbelgigant helt anderledes. Jeg nød ligefrem at tusse målrettet rundt, og få samlet mine indkøb sammen. De var nærmest identiske med dem fra i går, men der røg et par ekstra forskelle med i dag. Et par lamper til reolen, og et par stænger batterier.

Vel ankommet til kassen fremdrog jeg mit personlige kontokort, ganske som i går, men i dag blev jeg spurgt om, jeg kunne huske min pinkode. Nej, desværre, og det havde ikke været et problem i går. Så blev jeg bedt om billedlegitimation. Nej, desværre, og det havde heller ikke været på dagsordenen i går. Jamen, så måtte man slet ikke røre ved mit kort!

Så stod jeg der med båndet fuld af nyscannede varer, og fletningerne i postkassen. Og, der er eddermuggeme lang vej til den svenske møbelgigant, skulle jeg hilse, og sige.

Da man lidt efter snuppede min bon fra i går, som jeg stod og flagrede med, troede jeg et kort øjeblik, at det ville ende til min fordel, men nej, nu kunne man lade en røffel gå videre til gårsdagens unge mand, der trods checkopkald, åbenbart havde skidt gevaldigt i nælderne.

Og så var det, at det kom mig tilgode, at jeg havde tjekket dankortforbindelsen i går, hvor det kom for en dag, at banken, af uforklarlige årsager, havde deaktiveret mit hovedkort, da jeg modtog et ekstrakort.

På vejen hjem gik det op for mig, at jeg var havnet i en bus, hvor chaufføren enten var utrolig munter, eller måske endda beruset. Første hint var, at han glemte at annoncere et bestemt stoppested, ønsket af ældre dame, der selv må gøre opmærksom på, at nu var bussen der, hvor hun skulle af.

Andet hint, er da en ung pige har trykket stop i god tid, chaufføren pludselig råber op. Ups! Hov, er der trykket stop?, og bremser bussen. Ja, det var der vist, siger han og kører videre.

Ind imellem annoncerer han stoppesteder, og seværdigheder i en munter tone. Let syngende, kan man godt sige. Og synge, det gør han også, da radioen blænder op for ‘Mandalay’. Men da var vi heldigvis nået frem til endestationen.

Puha, sidste etape i metroen, og jeg er hjemme igen.