En anden nat, går det helt sikkert bedre. Den sidste var ikke sjov, og jeg udbryder, at jeg ikke har lukket ét øje, heller ikke to. For den sags skyld. Ingen svarer, for ingen er vågne, det er alt for tidligt.
Alt svider, brænder, bløder og klør.
Klokken syv, giver jeg op, og ringer afbud, og falder ned i noget, der udgør det for tre timers søvn. Så burde jeg vel være udhvilet nok til at tage hul på dagen, der står i lysende kaskader ind af min vinduer.
Boblende af svie og søvnmangel, står jeg på lersokkel med tykke, tyndhudede øjenlåg, der forgæves forsøger at holde lyset på afstand. Forgæves, siger jeg, og igen giver jeg op, og falder ned i en lænestol, hvis skuldre er brede nok til at favne hele elendigheden.
Der sidder jeg en rum tid, indtil lydene begynder at bevæge mig. Men alligevel, min dag bliver det nok ikke.
9 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.