Jeg har opdaget, at det ikke behøver at være dårligt, hvis jeg tager et skridt frem, og en fjorten, femten stykker tilbage, eller femogtyve, for den sags skyld. Det afgørende er, om de skridt jeg tager fremad, er af de rigtig store, og afgørende af slagsen. Nogle af dem, der tæller dybt og eftertrykkeligt. Er de det, kan jeg da sagtens tåle at tære lidt på bakgearet.

På den anden side set. Den forløbne uge, med nyt system og genvundet overskud, har smidt mange points på plussiden, og jeg vokser så meget, at jeg uvilkårligt tager en sytten, atten skridt fremad. Småløbende, småbitte skridt, men alt tæller og alt gælder. Især i den retning.

Så jeg glæder mig så meget til min rengørings-torsdag, så jeg ikke kan udelade, at jeg kommer til at tyvstarte lidt. Jeg er bange for, at der ryger en vask i maskinen, inden aftensmaden er sat på bordet.

Måske er jeg fremover at regne for en sær snegl, men jeg trives sgu virkelig så godt i sneglehuset med den reviderede husorden.