Lidt koldt er det altså om morgenen, når jeg kommer cyklende. Tankerne strejfer et par vanter, men det standser der, og pludselig er jeg fremme med alle fingre i behold.

Jeg fik lejlighed til at råbe højt. Bøllecyklist! Men det var til én jeg kendte, så det tæller ikke rigtig, vel? Jeg gjorde det alligevel to gange, for at øve mig til en dag, hvor det rigtig gælder.

Så står jeg der i gården, og ser på den parkerede TrilleNyx, og kan konstatere, at jeg har glemt tasken. Hjemme på stolen. I gangen. Med en sovende bjørn i hulen, som eddermugme er svær at råbe op med ring fra fastnetteren. Klokken otte om morgenen.

Heldet følger åbenbart også de hovedløse. Kontakt efter rigtig, rigtig mange ringetoner. Jeg er derefter sikret svar i dørtalefonen, når jeg vender hjem igen. Senere på dagen. Ved firetiden. Hvis jeg altså skynder mig, og kører direkte hjem!

Ved et formiddagsmøde opdager jeg, at jeg ikke helt har forlagt mit hoved. Jeg får i hvertfald ondt i det, da vi tager en pludselig drejning, og en uforberedt vending. Det uventede ripper op i den forgangne uge, og andet af ældre dato. Der vokser krat på stemmen og knug i hjertet. Igen.

Jeg rejser mig fra en mødestol og går ned til en udflugt med fremtid i. Vi besøger gamle kendinge med kommende ‘pomfrit’børn, og ser på skole. I solskin. Og smil og gamle minder. Og, hvor er de blevet store!

Efter frokost sidder jeg på en bænk i solskinnet, og konstaterer, at jeg har vundet kampen om mit hoved, og smerten er væk igen. Jeg har taget endnu et skridt i den retning, der er den rigtige, og lidt undrende forstår jeg meningen i, at jeg også kan se noget smukt i noget meget, meget grumt.

Nu sidder jeg i hytten her, og filosoferer videre for mig selv. Og opdager, i den del af dagen jeg har lagt bag mig, har jeg glemt en lille fugl. Og et brev. Og en mailadresse.

Er der overhovedet nogen, der har set mit hoved? Med den grå pandelok? Nej?