Påskeferie. Forårsrengøring. Solskin. Det harmonerer ikke rigtigt, men på trods af det begynder jeg på opgaven i dag. I nyt lys og med andre øjne. Fordi.

Jeg har nemlig tænkt over det der med rengøring, og at det ofte bliver betragtet med surpligtfølelsen helt fremme i førersædet. Det vil jeg lave om på. Nu. Her hos mig.

Jeg elsker min base, min lejlighed. Her er hyggeligt. Rart. Her er alt det samlet, som jeg holder allermest af. Det er her jeg trives, og gror. Hviler ud for at kunne trives og gro i andre sammenhænge. Her er glæder og sorger. Grin og gråd. Fest og fis. Daglig trummerum.

En stor bid af mit liv. Og liv skaber som bekendt nullermænd.

Og det er jo i bund og grund mig, der lagt en standard for, hvornår nullermændene ligger for tæt, hvornår opvasken fylder for meget, og bunken af vasketøj er blevet for høj. Ikke dem derude, samfundet, statsministeren, eller Bo Bedre. Vel?

Jeg bestemmer altså selv. Hvornår. Hvordan. Hvorledes.

Og ja, solen skinner, foråret spirer, mens temperaturen stiger, men det er lige præcis i dag, at jeg har lyst til at svinge moppe, suger og støveklud. Det er i dag, at det er en fed opgave, og det er i dag, at jeg kan se fidusen i det. At hytten her er worth it. Som jeg er det.