Det er overhovedet ikke jul. Langt fra, og alligevel ikke længe siden. Og dog. Jeg går i hvert fald ikke rundt i en tilstand af julehumør, og på trods af dette, falder jeg for den røde udgave af det uldgarn, jeg vil strikke trøje af. En marineblå tanke strejfer mig også, men den får fare. Lidt endnu.

Køn farve, den røde. En mildnet og mørknet udgave af en postkasse uden skrigeri. Så hjertensrød, at man bliver kysseblød i knæene, når næsen stikkes dybt i fibrene.

En tid efter, beslutningen af den røde trøje er fordøjet, viftes jeg om næsen af et skotskternet tørklæde, der indeholder både rødt og marineblåt. Det lykkes mig at vride kildematerialet ud af ejermanden, og styrter efter endt arbejdsdag afsted mod den svenske tøjkoncern, og knalder de firs kroner i disken, som er prisen for hele herligheden.

Og nu sidder jeg her, og er ganske farveforvirret, for rød og marineblå indgik sådan se ikke i mine fremtidsudsigter. Nu hiver og slider det i mig, og jeg er kanske forelsket i makkerparret, og kan ikke give slip.

Jamen, jeg mener, rød og marineblå, hvad sker der dog lige for mig?