Jaja, the good old kran igen, men lyset var så smukt, da jeg trådte ind i stuen i morges. Solen brød gennem lige bagved kranen, og så var det vist slut. Nu ligger der i hvert fald et perlegråt slør over hele udsigten. En rigtig smuk januargrå stemning har bredt sig indover vindueskarmene.

Søndag er heldigvis hviledag, så jeg kan få lagt poterne i blød, samt kælet lidt for den skøre knogleporcelæn, ved at smække benene op, og læne mig tilbage i sofaens bløde puder.

Mit møde med blogtræffet begyndte med en meget, meget varm velkomst, som gjorde det hele meget, meget lettere, for kulden har hårdt fat i mig, og hvert sekund med afslappet hvile tæller betydningsfuldt i regnskabet. Men afsted kom jeg, og det er jeg rigtig glad for i dag, selvom jeg betaler prisen, for at komme sent hjem fra natlige pølsevognsbesøg, efter at have hængt ud i tætpakkede lokaler med en smule, men umiskendelig, træk om benene.

Men hvor vi hyggede os, og grinede, og snakkede, mens vi rykkede rundt på stole og bænke. Der blev noteret flittigt på de små bestillingslapper, og maden var virkelig god og veltillavet. Nok den bedste jeg har mødt ved et blogtræf. Øllet var godt, og vinen forsvandt også i de nydelige vinglas. Så jeg tager det som et tegn på, at den også var drikkelig. Kortet bød i hvert fald på pæne omtaler, der, i en anden sammenhæng, sagtens kan friste mig. Men blogtræf er lig med øl. Sådan er det bare.

At vi kan mødes på den måde, er for mig stadig forunderligt, og jeg blev uforklarligt rørt over, at så mange bemærkede min manglende ugle senere på aftenen. Spørg mig ikke hvorfor, det rørte mig bare. Meget.

Det var skønt at se nye ansigter, men som vanligt var der bare ikke tid nok til at nå raden rundt, men erfaringen siger mig, at det kan lade sig gøre, hvis bare samtalerne bliver lagt over flere møder.

Hvor var det dejligt at ses, og hvor glæder jeg mig allerede til en anden gang. Igen.