Jeg har et spisebord. Billigt, firkantet, langt. Nogle stole har jeg også. Gedigne, gode at sidde i, især i lang tid. Tre af slagsen.

Hvis jeg rydder skrivebordet, der i virkeligheden er et spisebord, og sætter sammen med det andet bord, bliver der plads til nogle flere. Ti, måske tolv.

Umiddelbart tænker jeg, kvinder. Fordi jeg tænker, flittige hænder fulde af strik. Men jeg jeg tænker også, gode fortællinger. Om alt og intet. Bare rigtig gode fortællinger. Og de kan jo komme fra både kvinde og mand. Og ja, mænd kan også strikke. Og ikke alle kvinder gør det.

Og pyt, med det, for det er fortællingerne, det handler om.

Måske var der nogle af de kvinder, og mænd, der kunne bænke sig ved mit bord? Og strikke deres ord sammen til fantastiske fortællinger, gerne mere end syv.

Jeg kunne bage sjove brød og kager på forhånd. Stille bordene til rådighed for fællesspisning og sammenskud. Jeg har masser af vand i hanen til kaffe og te.

Jeg har visioner om latter der perler, tårer der knibes og grin der flækker som gamle træsko. Fingrer der flytter, hænder der former, og arme der gestikulerer i luften.

Kyndelmisse? Lysfest. Ordfest.

Den anden dag i februar. Den første er en søndag. Var det en ide? Er der overhovedet hold i det?

Dette er tanker fra mit tegnebord. Jeg skitserer blot, mens jeg spekulerer på, om der er nogen, der vil tegne med? Gerne med farvekridt.