Mine fødder har besøgt terapeuten i dag i endnu et blodigt opgør. Det er utroligt, at de kan blive ved med at stresse til, som indtørret lerjord.

Bagefter rundede jeg et af de lokale supermarkeder, og her herskede ingen nød. Folk hiver ned fra hylderne, og bunker op i kurve og vogne. Er det sådan, det er, når krisen kradser? Er det frygten for, at det måske ser værre ud næste år, der gør, at nu skal vi eddermugme holde fest?

Selv, er jeg måske ikke meget bedre. Jeg vil også være med, jeg har bare ikke så meget at hive ned af hylderne for. Men lidt har vel også ret, eller hvad?

Og hvad blev det så til? Mørbrad både okse og gris, kidneybønner i dåsevis samt et par flasker vin til at smide i maden. Det minder mistænkelig meget om sidste års menu, men same procedure er bestemt ikke dårligt.

Nu når jeg ved, hvad vej pilen peger, kan jeg gå ind, og få styr på mit fjernsyn, som jeg pludselig synes, larmer uhyrligt og meget, der i baggrunden.