Der sidder de så på cafeen, og venter. Vi spotter straks en blå barnevogn, da vi runder hjørnet. Og jo, der ligger han, den lille alf. Han sender et blåt blink ud gennem en enkelt sprække, og lige der kommer alfemor glædesstrålende ud fra det varme indre. Kærlige knus, og slet skjult stolthed. Fra alle sider. Og hvorfor skulle den også skjules?

Indenfor venter flere knus blandet op med mandige håndtryk. Uldne ting lander på bordet. Bluser, tæpper, sjaler, livsstykker vendes og drejes af henrykte hænder. Og så bestiller vi morgenmad. Og chai. Og kaffe. Og te. Og varm chokolade.

Vi spiser, ler og snakker. Med og uden munden fuld. Glæden er med ved bordet, og glimter i blikkene, der danser frem og tilbage. Det trykker bag lågene, da jeg ser over på bror og søster, der er samlet igen, og hjertet bobler, da alfen hentes ind, og ligger i mors arm og spiser, dækket med det nye sjal.

Vi har ikke travlt, og tidspunktet kommer da også, hvor hjerteguldet havner i min favn. Han er bare dejlig. Mere er der ikke at sige om den sag.