I dag var dagen for turen til Hvidovre Hospital, hvor Bjørnen har været indlagt en del gange. I dag skulle han ha’ foretaget den undersøgelse, som hensynsfuldt var blevet udskudt en tid, men i dag måtte det gøres, der var ingen vej udenom.

Efter at have afleveret de nødvendige data, kom den den vante besked om at følge den røde linie til undersøgelsesrummet. Gys.

Så sad vi der og sad. I lang tid. I meget lang tid. Og kedede os, men fik lidt styr på nervøsiteten og alligevel ikke. Nej, vi har ikke talentet til det her.

Endelig var ventetiden forbi, og vi fik joket lidt med den iøvrigt meget flinke og dygtige overlæge, som har været det faste holdepunkt lige fra operationerne blev besluttet, og tak for det.

Når det hele så er overstået, så sidder vi der i Metroen og ånder lettede op, bli’r glade, sultne og helt almindelige. Væk er bekymringerne og nervøsiteten. Det gik jo, og godt.

Vi skilles for enden af trappen. Bjørnen går til højre mod matematikrepetition, og jeg går til venstre og forelsker mig i to par sandaler og et par gyldne ballerinasko.