Hun havde købt to små dukker. Sådan nogle der mindede om barndommens Rosebud, men langt fra ligeså kønne. Men det var, hvad der var, og endda kun tre tilbage på hylden. Hun udvalgte dem således, at farverne på tøjet var forskelligt. En i gult, og en i sart fersken. Yrk!, tænkte hun, men der var ikke noget, at gøre ved det. Fredagen sluttede med, at dukkerne sov weekenden over i fætterposen på 1. sal.

Mandag formiddag, legede to smådrenge med en livlig hoppebold, mens hun vimsede rundt mellem støvet rod, og nedslidt legetøj. Der var kun de tre og efter en formiddagsstund i de omgivelser, fortrak de alle tre til andre steder og lokaliteter.

Hun gik som den sidste, men inden havde hun dog hentet dukkerne ned fra førstesalen. En passende plads sprang dog ikke lige i øjnene, og de blev derfor omhyggelig lagt i en kurv sammen med nogle andre nyheder, indtil den rette løsning ville dukke op.

Hun overvejede virkelig sine træk, for dukkerne skulle ikke frem i lyset for tidligt, så de skulle ikke ligge, og kalde nysgerrige børn til sig i utide, og derfor blev de lagt i kurven således, at de absolut ikke kunne anes fra børnehøjde. Derefter gik hun ud, og lukkede døren efter sig.

Om tirsdagen var hun ikke oplagt til meget ballade, for ryggen værkede trods god hjælp fra de hvide pilleglas. En lille tur med Metro og tre glade unger, blev der alligevel plads til. Og på lige præcis den udflugt, fandt hun løsningen til de små dukker, der ikke var ligeså kønne som barndommens Rosebud. En kurv med udskåren kant i tykt, lyddæmpende filt. Orange, var den endda. Perfekt til det gule og ferskenfarvede tøj, som dukkerne var iklædte.

Tilbage i rummet, hvor dukkerne opholdt sig, rakte hun ud efter kurven, og allerede der fik hun en fornemmelse af, at noget var forkert. Nogen havde været i kurven! Hun opdagede også hurtigt, at den ene dukke manglede. Uforstående så hun sig omkring, men der var intet spor at dukken.

Det var den i gult, der havde taget flugten, for det måtte være det, der var sket, for ingen i hele huset havde taget dukken op af kurven, eller set den i øvrigt, skulle hun senere konstatere. Den var og blev væk, og ingen vidste det mindste derom.

Det er et mysterium, blev der sagt, og mere kunne man heller ikke sige om den sag. Hun var sikker i sin omkring begge dukker i kurven, og alle var sikre i deres uvidenhed om dukkens skæbne.

Hun besluttede sig for at afspadsere et par timer, for at skåne ryggen, og være frisk til næste dags uundgåelige lange forløb. Underligt tænkte hun, da hun gik hen imod garderobeskabet for at hente sin taske, mens hun rodede nøglen frem af lommen. Mærkeligt, tænkte hun, da hun satte nøglen i låsen og drejede rundt…