Vi har haft opløftende besøg i et par dage. Septemberalfens mor har være her, og det var balsam på stress og strittende nervespidser. Vi har sludret og pludret, men også talt, sådan alvorligt, med en befriende og beroligende effekt til følge. Alle sammen.

Selvom jeg har nydt besøget, og trukket glæde ind i lange baner, var det også en anstrengelse for mig. Krop og stemme var lettere ude af jaketten, men vi oppede os alligevel op til en Strøgtur med udsalg og cafébesøg, hvor vi spiste megastore pitabrød, der var annonceret som små.

På hjemvejen shoppede vi gode oste og salater, som senere udgjorde et festligt aftensmåltid indrammet af katteuld i totter, vasketøj i bunker, aviser i stakke og hele molevitten. For who cares, når glæden spiller op til dans. Grin og erindringsglimt bølgede frem og tilbage, og efterhånden faldt skuldrerne på plads og stemmen fandt sit vante leje.

Da jeg ramte puden, hørtes dæmpede stemmer fra bror og søster, der fik en stille snak i den sene nattetime. Samhørighed er guld værd, for os alle.