Noget ubevidst hiver i mig. Jeg skal op nu, for natten er slut, og morgenen venter. Det er årets længste dag, og jeg skal åbenbart deltage så meget, som mulig. Klokken er halv seks. Jeg tror naivt på dette ubevidste, og lader mig lede ind i en morgenbelyst stue.

Jeg går med på spøgen, hækler sommergrønt og læser avis, mens jeg utydeligt hører snak fra naboen gennem fællesvæggen, og ser regnen på ruden. Umærkeligt lulles jeg.

Jeg vågner igen, og en halvtime er forsvundet på sofaen mellem hæklede sommergrønne aviser. Jeg beslutter mig til trods, og jeg går i seng. Sover formiddagen i møde.

Jeg bliver bevidst, og en ubeskrivelig længsel sidder nu i min mave. Den er ikke nødvendigvis stor, bare ubeskrivelig. Efter hvad? Eller hvem? Den trykker let i halsen, og sluger al min orken. Jeg får lyst til at gemme mig, eller ihvertfald bare græde. Lidt.

Jeg gør ingen af delene, for det er nu engang årets længste dag, og jeg vil have det hele med. For at holde sporet skribler jeg køreplaner for dagen, mens jeg messer, alt tæller, alt gælder, alt bliver godt!