Andreas strand ligger et strandstenkast fra det lille røde hus, og i denne weekend var vi dernede hele to gange. Jeg overlod badningen til Andrea, for jeg er en langsom starter i forhold til vand. Jeg elsker at bade, pjaske, svømme, og alt sådan noget, men alligevel tager det tid, inden jeg får taget mig sammen til at trampe ud i bølgen blå. Sådan er det bare.

Stranden her er en af de gode, hvor der er plads imellem tæpperne, rigtig pænt vand, og masser af sjove ting i strandkanten. Også sjove motiver til kameraet.

Efter endt snorkling vendte Andrea tilbage til tæppelivet, og vi nød solen og synet af de andre badegæster lige fra vandhunde til vandkåde knægte, der alle vovede halen i vandskorpen.

Mangt og meget blev vendt, mens vi samlede indtryk. Vi så strandens sødest hund, en dreng med ægte ild i håret, og en dame der vist havde tabt sig. Vi så også den grånende herre, der med tisgule badeshort måtte tale godt for sin indre syge moster, førend han fik kastet sig i bølgerne. Vi så også en anden af de grå med blomstrede badeshorts, der endte i prikkede til videre solbadning. Og så var der ungersvenden, der ændrede holdning fra klam strand, til fed strand på et splitsekund.

Jo jo, strandlivet i Andreas baghave er ikke kedeligt, og næste gang bliver jeg vist også nødt til at gå i. Mener Andrea, altså.