Sandheden må frem. Jeg læser om bloggere, der er i strikkekrise, men jeg er altså i madkrise. Jeg ved ikke, om jeg ikke gider, eller om jeg er for uopfindsom, eller om jeg tramper i vadestedet. Det korte af det lange er, at jeg ikke svinger i køkkenet for tiden.

I dag er det imidlertid lykkedes mig at frembringe en omgang marinerede kyllingefileter. Marinaden bestod af purerede tomater, knuste hvidløg, ketjap manis og et ordentlig skud af den nye orange peber, der kom med hjem i går fra det lokale supermarked.

Tilbehøret er en pandefuld Bretagnegrønt, frisk fra frost, der efter opvarmning blev drønet op til kyllingestykkerne og tilsat en pjøs piskefløde. Dertil kommer et par fede skiver græskarbrød fra Skt. Pedersstræde.

En anden af dagens sandheder er, at det kollegiale samvær trak lidt ud, så jeg rodede mig ud i at bestille en øl nummer to. Af uforklarlige årsager blev jeg grebet af fedteri, og bestilte en Carls Hvede fra fad. Måske var det mig, måske ikke, men den smagte grimt. Hengemt karkludsagtig, og efter to slurke sagde jeg, tak for i dag, og gik videre i ud i byen for at reklamere og senere købe røde sko.

På min vej kom jeg forbi et lillebitte listigt sted, hvor de havde en masse øl af forskellig oprindelse, og der købte jeg et par flasker med hjem til køleskabet. Den ene endte dog som selskabsøl ved madfremstillingen, og en slurk eller to er tilbage til ledsagelse af det færdige måltid.