I sidste weekend fik jeg min time tilbage, og i denne weekend fik jeg min avis tilbage. Iført tøfler og sort frakke listede jeg mig ned af trappen for at hente søndagsavisen. Klokken var lige før seks, og lyset lå derude et sted, og ventede på et opgør.

Trygt henslængt med dyne og behagelig belysning, genopdagede jeg fornøjelsen ved sådan en morgenavis. Tid og sted gled ud, og jeg var tabt for omverdenen, som for mig ubemærket trådte i karakter og tydeligere kontur udenfor mit stuevindue.

Da jeg smed den sidste sektion fra mig, var det blevet lyst.

I en skål smeltede gæren i vandet, som melet sugede til sig sammen med kerner og krydderier. Liggende på køkkenbordet hævede dejen, som endte med at blive runde og bløde boller. Milde med ost og krydret æblemarmelade. Tilsætningen af lidt groft mel havde givet dem kant, som det hedder, og forhøjede glæden ved de mildere omstændigheder.

Kaffebønnerne blev malet. Vandet blev kogt, og fløden trukket frem fra køleskabet. Jeg tog samtidig en fast beslutning om, at fløde i mit liv skal der være plads til, om så andet må lade livet.

Mere dyne og sofa er nu blevet nødvendigt, og jeg snupper fjernbetjeningen, og starter løjerne. Vil egentlig lige hente de uldne sokker, men fanges ind af billederne på skærmen. Usikker på historien sidder jeg med hanken af koppen hvilende mod tindingen i meget lang tid. Kaffen er drukket og varmen forlader koppen, som køler tindingen, mens billederne danser. Og danser. Gad vide hvad det er for en historie, jeg får fortalt og er den, der toner frem i min egen bevidsthed overhovedet i nærheden af meningen? Men smukt er det, og jeg er vild med dans. Og Baryshnikov. Og Nureyev.

Nattegudinden strækker yndefuldt forben, gaber og fortsætter meditationen.