Med sammenbidte tænder har jeg hevet surdejen ud af køleren og ind igen. Jeg har ikke haft den fornødne tid og lyst til seriøs brødbagning.

De første brød, maltbrødene blev ok, men efterfølgerne har været for bastante efter min opfattelse.

I dag gik det så løs. Jeg hev surdejen ud, snusede og gloede olmt. Den var fin og duftede godt. Efter at den havde sat sig på køkkenbordet i en rum tid, smækkede jeg en dej sammen af sur-kalorius, økogær, salt og honning, mel, vand OG rabarberkompot!

Da jeg var færdig, stillede jeg fadet langt væk og tænkte på alt mulig andet. Efter mange timer var dejen hævet pænt, og jeg delte den i brød og boller.

Efterhævning. Flade brød og boller. Ind i ovnen med brødet først, så kunne bollerne hæve lidt længere og måske vokse i højden. Det gjorde de så ikke!

Men, for et øjeblik siden hev jeg et kæmpebrød ud af ovnen. Hold da helt op. Jeg tror næsten, at det er lykkedes mig denne gang. Afgørelsen falder når det er kølet af. Så skal der skæres og smages.

Ups, tiden larmer, og hallo, en hel pladefuld duftende boller deler nu rist med det or’nlige brød!