Jeg vælger ikke mine svage øjeblikke med omhu. Hvis, jeg da ellers kan tale om valg. For igen er jeg strakt til jorden, sofalagt med snue og snøft. Og havde jeg kunne vælge, havde jeg valgt mig udenom.Men nu ligger jeg her, mens håndværkere har invaderet vinduespartierne i den ene halvdel af hele lejligheden. Og sendt mig i eksil til stue og sofa.
Det støver. Det stormer. Det trækker. Det er skidekoldt.
Klokken halv syv, snøftede jeg rundt i en døs, og lavede en meget stor kande te, fik reddet de vigtigste fornødenheder ind i stuen, sammen med kattemad- og bakke. Ikke lang tid efter stod den første håndværker i vores badeværlse.
Hvordan han var kommet derind, ved jeg ikke. Alle vinduer var lukkede. Nøglen lå på bordet. I stuen. Uafleveret, fordi jeg har snøftede rundt i en døs siden i mandags. Men ikke desto mindre stod han altså der, og forsvarede sig med, at de skam havde banket på. Vinduet. Bag en lukket dør. Tror jeg.
Stuen kunne være fristedet, men også her er der gang i stilladset. Der løbes op og ned, bores, hamres, eller udføres andet håndværksmæssigt arbejde. Nu mangler der bare, at den venlige beboer igen i dag, kommer hjem, og forsøger at tage kampen op med rocken som våben.
Mit held er måske, at jeg stadig er træt og døsig nok til bare at grave mig ned og sove fra det meste. Men helt let er det altså ikke. Sgu!
12 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.