Det kan være hårdt, når små børn skal begynde i institution og undvære mor og far. Især når man ikke forstår, hvad folk, omkring én, siger. Og de omvendt, at folk omkring én heller ikke forstår, hvad man selv siger. Jamen, dagen har været sej, og børnene bimsede af overgangen til vintertid.

Men ikke mere om det, for om to dage, er det slut for denne uge, og jeg vender snuden mod Jylland og alfefamilien. Jeg skal holde alfen i armene, og han skal ses dybt i de himmelblå. Alfemor skal have knus, og vi skal græde og grine af den rene og skære lykke. Alfefar kan også få en krammer, men måske vil han i virkeligheden hellere hænge ud over et glas godt øl. Og så er det da det, vi gør. Ingen smalle steder herfra. Eller derfra.

Aftenen står på nemme løsninger. Jeg har vrøvl med både fingre og fødder, og på et tidspunkt, slog hjertetrommen ud efter det røde felt. Så der er dømt tilbagelænet sofastil med letbenet fjernsyn, nyt strik og et kapitel fra bogen.

Jeg passer på mig, gør jeg, og spørger ud i verdenen, “Græder De tit af glæde?”