Andendagen i november har tydeligvis ikke tænkt sig at give andet end gråt og vådt fra sig. Når man så, som jeg, bliver så weekend-afslappet, at køkkenskabene, på trods af lønningsdag forleden, ikke bliver fyldt op med nye forsyninger, ja, så må kreativiteten i sving, når man bliver brødflov midt i det hele.

Jeg kunne have tøflet ud i køkkenet, og rørt noget sammen i en skål, men jeg valgte at lure lidt på nettet, inden jeg hev mig op af sofaens lune, labre tryghed, og fandt da også på søgninger som f. eks. ‘hurtigt brød’, en del opskrifter på nogle af verdens nemmeste brød.

Endda også nogle, der ikke skulle hæve i rigtig mange timer. Faktisk skulle de slet ikke hæve. Kan man mon fremtrylle et brugbart brød efter den metode, måtte man spørge sig selv.

Ja, det kunne man, men indrømmet, meget afhænger af, at man får nogle fornuftige ingredienser i røreskålen. Og, det har jeg jo heldigvis, selvom vandstanden er lav. Godt mel, to slags blandet sammen, øko gær, olivenolie med mynte, en rest sesamfrø, honning fra egen by, flagesalt, og vand fra hanen. Frem med æltemaskinen, og derefter står man med en dej, der dufter helt vidunderlig af sommer, som man kan finde den i landene mod syd.

Den lille bagepapirsklædte bradepande blev fyldt op med dejen, der blidt blev smurt med fløde, og endeligt puttet i den kolde ovn. Sejlet blev sat med varmluft, og kursen mod 200 grader i ca 35 minutter.

Det var sgu et smukt brød, der blev hevet ud af ovnen. Mildt, blødt, blidt, og så velsmagende, at vi aldrig nåede så meget som i nærheden af at få sat os ned med frisklavet, dampende te, og sidetallerkener.

Nej da, vi guffede lystigt i os, mens vi hang ud ved køkkenbordet, og det højner faktisk ind imellem både velbehaget, og velsmagen. God ost, og lækker marmelade pålagt de skønne skiver, og november kan bare føre sig frem i endnu mørkere grå nuancer, og mere regn.

En gang skal være den første, også selvom jeg nok er blandt de sidste. Pulled pork har været voldsomt populært igennem længere tid både her, og der, og især allevegne, så der var masser af opskrifter, tips og gode råd at farte rundt i. Jeg involverede mig i flere udgaver og endte med et skønsomt mix og mine egne indfald.

Fredag eftermiddag, satte jeg en grydefuld nakkekam, dækket af saltvand, ind i mit køleskab. Fredag aften, blandede jeg krydderier og farin til den tørre rub, og stillede skålen fra mig på køkkenbordet, og vendte mig mod noget andet.

Grundet vrøvl med både øglehud, gnavende smerter, og en svag dunst af rovdyr fra kosteskabet, vågnede jeg allerede lørdag morgen omkring klokken fire. Og, så kunne jeg jo ligeså godt rubbe stegen, efter jeg havde tørret den grundigt, efter saltbadet, i rene, gamle, og derfor meget bløde viskestykker af hør.

Det blev en smuk steg, der røg tilbage i køleskabet, nu med tætsmygende film omkring sig.

Og, der lå den så til lørdag eftermiddag, hvor jeg dybt begravet i noget Netflix og strikketøj, pludselig klokken 15.12 kom i tanke om den plastikpakkede steg i køleskabet. Bradpande og rist blev hevet frem, stegetermometerets spids blev boret ind i siden på det arme dyr, og alt endte i skønneste orden i den kolde ovn, der blev sat til 100 grader, for det var det, næsten alle de besøgte sider anbefalede. Så kørte den ellers derudaf fra 7 grader og videre opad. Og endda så meget opad, at jeg i mit stille sind tænkte, at den lækre steg ville være klar noget før, inden de omtalte mindst ti timer ville være nået.

Og så gik alt i stå!

Lørdag aften, og derefter lørdag nat gik for sig, mens graderne gik meget langsomt, meget, MEGET langsomt!

Søndag morgen gik jeg nærmest i ‘jeg vil skide på stop spild af mad et stykke, for nu går det her slet ikke’ – panik! Men, så bevægede graderne sig lidt igen, for derefter at stå stille en tid, og endelig, endelig at få det hele til at bippe og dinge-dinge om formiddagen!

Vi var ved vejs ende! Virkelig!

Gaflerne flåede kødet fra hinanden og alt, simpelhen alt, lignede det på billederne! Nu blev der vendt og drejet i det, det nu skulle vende og drejes i, og efter nogle gode smagsprøver blev det pakket væk til bedre tider, som var søndag sidst på eftermiddagen.

Herefter kunne jeg med lettelse lave den coleslaw, der skulle greje den trukne gris, og dristig af glæde, over at graderne var nået, rørte jeg dressingen med mayonaise, cremefraiche, samt Danas eddike med æble og lavendel, dernæst salt og peber. Revet gulerod, fintstrimlet spidskål, og en finthakket æble, af den meget syrlige slags fra Lilleø, blev vendt i den bløde dressing. Og hatten af, det blev helt særligt, nok mest på grund af Danas særdeles smukke hjemmelavede eddike.

Godt måltid, for fanden, opløftende. Det gider jeg godt gentage en anden gang.

Tak, Dana for noget helt særligt, der gjorde min coleslaw til noget helt særligt. Om lidt, går jeg i køkkenet, og forbereder et aftensmåltid at andendags pulled med guddommelig coleslaw.